Tim Plejehjem

Omgivelserne omkring Tim Plejehjem
Plejehjemmet ligger centralt i Tim by og er omgivet af en dejlig have med blomster, frugttræer og buske, hvor de flisebelagte stier gør det let at komme rundt.
Vi har i 2019 fået anlagt nye bede rundt i gårdhaven med en lille sandkasse og en bro med en dejlig havebænk. Når vejret er til det, nyder vi at opholde os i gårdhaven. Vi er glade for dyr og har fuglene inde på gangen, der synger meget for os.
Midt i gårdhaven står vores kaniner. Kaninerne er tamme og kan tages op og snakkes med. De lokale dagplejere kommer jævnligt og ser til kaninerne. Vi har ofte besøg af en dejlig rolig hund.
Vi bor i et naturskønt område med Byskoven, Skoleskoven og mosen tæt på. Skolen, børnehaven, dagplejen og et bredt udvalg af fritidsinteresser i hallen er ligeledes lige rundt om os.
Det giver os mulighed for et bredt samarbejde på tværs af alle aldersgrupper. Vi har gode transportmuligheder, da der er kort afstand til togstationen. Herfra er der jævnlige afgange mod Ringkøbing og Holstebro.
På Tim Plejehjem søger vi altid ud fra den enkeltes funktionsniveau at understøtte deres selvstændighed og sociale kompetence.
Morgenmaden bliver lavet i de enkelte lejligheder. Det giver beboerne mulighed for at være med til at hjælpe med at lave morgenmaden eller dele af den. Når der bliver serveret middagsmad i cafeteriet, sender beboerne fadene med middagsmad rundt til hinanden.
Hver formiddag er der formiddagsaktiviteter for de der har lyst. Det kan være gymnastik, kortspil, mandeklub, aktiviteter i hallen i vinterhalvåret, sang eller hvad der ønskes. En anden vigtig ting, vi lægger vægt på, er bevægelse. Når en beboer går til middagsmad eller til fælles aktivitet, er der mulighed for at tage en lille pause undervejs, hvis man ikke kan klare det hele på en gang. Det vigtigste for os er, at beboeren gør så meget selv som muligt og har overskud til.
Huset er et aktivt hus, hvor der er en stor kreds af frivillige, der er med til at gøre huset til et spændende sted at bo. En vigtig del af vores aktiviteter er årets fester. Fx har vi høstfest, ålegilde, påskefest og julefest.
Ture ud af huset kan herudover eksempelvis være tur til Sandskulpturfestivallen i Søndervig, en tur ud i det blå, blomsterhaver eller traktorudstillinger / pløjedag på Nr. Vosborg.
Til disse ture har vi vores egen bus. Vennekredsen betaler for underholdning til fælles arrangementer arrangeret af Vennekredsen. Vennekredsen betaler for udflugter med bussen. Skal man ind til et arrangement eller et sted hvor der skal betales entré på udflugten, betaler beboeren oftest selv.
Vi har ofte besøge af dagplejen, børnehaven og skoleklasser der kommer forbi og underholder / synger eller andet der skaber glæde. Den sidste onsdag i hver måned har vi gudstjeneste med den lokale præst.
Vi respekterer dit behov, dine ønsker og vaner og din ret til selv at bestemme, så du på den måde får mulighed for at være med til at påvirke din egen dagligdag og blive inddraget i de daglige gøremål.
Vi lægger vægt på din livshistorie og hvordan vi bevarer den gode relation til dig. Du får tildelt en kontaktperson, når du flytter ind og sammen får I hverdagen til at fungere bedst muligt.
Klippekort er som oftest 25 minutter ugentligt for dig der bor i plejebolig. Denne tid bliver brugt til hvad du har lyst til den pågældende dag. Det kan være at snakke, synge, gå / køre en tur udenfor, handle i Brugsen ect.
Vi lægger stor vægt på at afholde en indflytningssamtale, når du flytter ind. Det er en samtale hvor du og ofte dine pårørende deltager, så vi sammen kan få afstemt de forventninger vi har til hinanden.
Under denne samtale bliver de pårørende informeret om, hvordan vi tilbyder aktiviteter og hvilke aktiviteter der kan inviteres pårørende til. Ligeledes orienteres der om betaling af mad for pårørende, der ønsker at spise med eller ønsker en overnatning. Det betyder meget for os at få et godt samarbejde med dig og dine pårørende, sådan at vi sammen kan få skabt et godt hverdagsliv for dig.
Som pårørende er der også mulighed for at kommunikere med os via mail. Du skal dog være opmærksom på, at når du sender en mail, så er det kun den medarbejder du sender til, der kan læse mailen.
